En kirketjeners oplevelser

Der er mange, der siger at de ikke gider at komme i kirke, hvis præsten er kedelig. Desværre glemmer de at præsten kun står for en del af underholdningen. En del af showet sker nemlig bag publikum - nemlig oppe på pulpituret, hvor organist og kirkesanger/e holder til og jeg kan love jer for at de kan musicere en gudstjeneste i smadder - uanset hvad præsten ellers gør oppe foran alteret.

For det er jo ikke fedt, når organisten ikke magter at spille kirken op. Da jeg gik på pastoralen, fik vi chancen for at arbejde sammen med adskillige organister og der er stor forskel på hvordan de spiller. En fyldte utroligt meget i gudstjenesten og spillede med på alt hvad der kunne spilles med på - højt og flot. Jeg elskede det. Andre hadede det. En anden havde mange små triller som sit “fingeraftryk”. En tredje var helt anonym.

Og så var der ham, der spillede gudstjenesten i stykker. Hold KÆFT det var gumpetungt og salmerne tog endnu længere tid at synge end ellers!

Så hjalp det ikke at der stod nogle dygtige mennesker foran alteret, den organist ødelagde hele min oplevelse. Men gav mig også den aha-oplevelse at det altså ikke kun hviler på præsten at føre menigheden frelste gennem gudstjenesten.

Heldigvis har jeg indtil videre primært haft positive oplevelser med organister, men en enkelt har overrasket mig, ved at spille mig til gråd.

Det var måske ikke helt fair at det var til vores afskedsgudstjeneste, men jeg skal da love for at vores underviser udi hymnologien ved hvordan man skal få et orgel til at lyde. Der var forårssang, klokkeklang, englesang (med hjælp fra de til dagen indhentede kirkesangere ), dramatik, susende storme og alt det der nu hører pinsen til. Og afsked. Vi var jo ved at dimittere.

Så kære venner - det kan godt være at præsten er kedelig, men derfor skal I altså ikke snyde jer selv for en dejlig tur i kirke, hvis ellers organisten kan sit kram

Ingen kommentarer

Alt har en ende, men en Kirketjenerinde er sejlivet.

Så hun bliver ikke helt aflivet endnu, da man aldrig ved hvad fremtiden bringer

Dog har der for lææængst været afslutning på mit pastorale hold. Og det var en fin afslutning. Vi fyrede alle tiders afskedsgudstjeneste af og vores søde rare lidt stille hymnologilærer betjente orglet, så taget næsten løftede sig i kirken.

Det var fantastisk - lidt ligesom en dimission (hvilket det jo også var). Vi ankom med vores familier - en del havde medbragt bedsteforældre og søskende. Jeg havde taget mine forældre med, et par venner og Degnen med frue. Når nu ikke mine søskende kunne komme!

Men kirken fyldtes med forventningsfulde familiemedlemmer og vi havde på forhånd fordelt opgaverne imellem os. Der gik lidt “Hej Mor, se på MIIG” i den, da vi fordelte opgaverne i gudstjenesten, men da vi var et mikrohold, var dte meget sjovt at se om det kunne gå op. Det gik således op at de resterende 5 agerede kirkekor, da showrollerne var fordelt. Og det var de gode til. Ikke mindst til at blinke opmuntrende til os andre, når man stod deroppe for alverden i almindelighed og far og mor i særdeleshed og var DUNDRENDE nervøs.

Sammen med en anden af pigerne havde jeg sat mig på prædikenen. Vi holdt en såkaldt dialogprædiken og jeg synes at vi kom godt fra det, selvom den var for lang. Men hvad katten, vi dimitterer kun en gang fra Pastoralen og SÅ skal den sgu have

Forinden havde Hymnologilæreren spillet så taget løftede sig - den mand ved altså hvordan man behandler et orgel. Der var pinsetid i luften, sol og sommer og også noget vemodigt og jeg måtte koncentrere mig om at synge “I al sin glans nu stråler solen” uden at tude alt for meget.

Det blev til gengæld en udfordring under prædikenen, hvor jeg lynhurtigt opdagede at hvis jeg så i mine forældres retning, blev jeg rent ud sagt temmelig grådlabil. Til gengæld var man fra Kirkesangernes side gode til at vinke opmuntrende, så jeg kunne fikse mine våde øjne i deres retning.

Heldigvis er det ikke kun mig, der ikke kan se på Mor uden at tude og vores nadverliturg var også på dybt vand i den forbindelse - men vi klarede den begge.

Efter gudstjenesten var der reception, Rektor holdt tale og overrakte os vores eksamenspapirer og sandelig om ikke mine forældre havde en lille dimissionsgave med til mig - en prædikensamling af Johs Christensen. SÅ måtte man godt tude!

Efter receptionen blev vores medbragte sendt hjem og så skulle vi feste. Hvilket vi gjorde. Der blev sunget, leget, holdt taler og vi tudede næsten ikke.

Festen fortsatte til kl sent og for mit vedkommende endte den på Tir na nog, som er yndlingsbaren over dem alle.

Og så vil jeg nok aldrig glemme vores rektors ord til mig, da han sagde farvel: “Bliv ved med at tale, som ejer du hele verden”

Jeg skal gøre mit bedste

Ingen kommentarer

For et par dage siden skrev medierne om at man som fraskilt ikke kunne blive viet i Kristkirken i Kolding mere. Forventeligt var der en masse kommentarer om at folkekirken ikke var for folket,  begrundelser for at melde sig helt ud af foretagendet og alt det andet.

Men jeg mangler noget hos alle dem, der har så travlt med at fordømme folkekirken og dens ansatte.

Ansvarlighed.

Nemlig at man i stedet for at melde sig ud af foretagendet, måske meldte sig IND. Gik ind i et menighedsråd og søgte indflydelse der. Gik aktivt med i det kirkelige liv og hjalp med til at stable et sådant på benene, hvor det ikke findes. Min opfattelse er nemlig at kirkerne rundt omkring har potentiale til et såkaldt “rigt folkeligt liv” og fordi lokalet står tomt om søndagen, betyder det ikke nødvendigvis at det gør det resten af ugens dage.

Med andre ord, så har kirken forsamlingshuspotentiale.

Det kræver at der er kræfter, der er indstillede på at banke noget fællesskab op. Og det kan være svært at få ørenlyd for gamle hr DetHarViAltidGjort og man kan knække nakken på det, men så har man da prøvet. Og de fleste præster (især de yngre) ville juble over et medlem, der ikke er pensionist, thi kirken er som alle andre virksomheder afhængig af god ledelse og noget PR, for at blive set og hørt i lokalsamfundet.

JO, det kræver arbejde, men det kan også være sjovt. Rigtig sjovt.

Man kan nemlig gøre sin egen kirke til et rart sted at komme, få lidt viden om hvad der foregår “på indersiden” og noget erfaring i fx branding. Eller samarbejde. Stable store arrangementer på benene.

For NEJ, det er ikke præsten, der kommer med alle ideer eller har tid til at stå for det hele. Selvom det ofte sine steder forventes.

Desuden kan man ved præsteansættelser være med til at bestemme hvem den nye præst skal være og dermed om der skal foretages vielser af fraskilte i en kirke eller ej.

Så i stedet for at sidde derude og tude over at Folkekirken er ufolkelig, sort og en masse andre negativer inden man melder sig ud (eller truer med det), synes jeg at det ville klæde folk om man forsøgte at gå ind og påvirke kirken indefra. Kun på den måde, er folkekirken nemlig folkets kirke…

Og NEJ, det kræver ikke et vist mål af tro at være medlem af et menighedsråd. Til gengæld skal man være medlem af folkekirken.

Hvis man bare gerne vil være frivillig, er der ingen, der tjekker religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme

4 kommentarer

DINGDINGDINGDINGDINGDINGDINGDING di-ing DINGDINGDINGDINGDINGDINGDINGDINGDINGDING di-i-ing DINGDINGDINGDINGDINGDING di-ing DINGDINGDING……

Er lige stået af bussen og kan høre at min gode ven Kordegnen, er ved at kime pinsen ind ude i den lille kirke med den hånddrevne klokke. Så ved man at det bliver til noget. Somme tider sniger der sig et lille forkølet “ding” indimellem de store flotte, men jeg gætter på at han er ved at være træt i armene - han er jo noget over pensionsalderen, så jeg glæder mig til at håne ham for de slappe overarme - mine egne er også blevet noget slatne grundet det sidste års udskejelser med speciale og pastorale, men lad nu det ligge, thi det var jo Kordegnen, der stod for skud.

Jeg kom op i klokketårnet, hvor jeg forventede at blive mødt af en svedig, udmattet, pustende og prustende Kordegn. I stedet så jeg ham stå med armene ned langs siden imens ham passiarede en ældre herre, der hev i klokketovet i små ryk, så klokken kunne kime passende. De små forkølede “ding”‘er havde været, når de skiftede plads ved klokkestrengen.

Da de så mig, jublede begge højt og inden jeg vidste af det, var det pludselig MIG, de stod med tovet i hånden og trak i Herrens klokkeværk små rytmiske ryk - gud for billdeder, der indfinder sig på min nethinde nu.

Jeg fik to minutter ved Klokkeværket, så var det heldigvis tid til første ringning og jeg kunne lettet og aldeles stakåndet slippe mit tag i klokken for at lade Degnen lade dobbeltslagene tone, imens jeg gik hen og tømte det nærmeste vandværk. For det var ren pilates - de der små hurtige bevægelser. Og jeg synes også at mormorarmene er ved at blive lidt fastere i kødet

Ingen kommentarer

ØØØØØØøøv, vi giiiiiider ikke!

Skal vi ikke bare sige at kurset i personregistrering ikke står på mit holds ønskeliste indenfor de forskellige discipliner udi de pastorale udskejelser.

Det er der mange grunde til. For det første er det dødkedeligt. For det andet er det en fuldstændigt åndssvag måde at undervise på. Først bliver vi sendt på et dagskursus, hvor demoprogrammet ikke virker,  underviseren tror at hun skal fortælle os hvordan man copy/paster, bliver forvirret over spg om verificering (long story) og det hele taget ikke magter formidlingens ædle kunst.

Derpå hjem og lave 4 opgaver, som kordegnerikyndige rubicerede som rubbish og vi følte var spild af tid.

Nu er vi på den anden kursusdag og vi hatr af uransagelige årsager fået ny underviser. Og hvilken forskel! For det første forstår jeg nu hvad al det lovmæssige skulle gøre godt for. Ikke bare sådan at det var en del af pensum, kordegneriet er blevet sat i system for mig. Det er stadig lidt sort, men i modsætning til sidst, kan jeg nu se ideen med undervisningen. Jeg kan også næsten finde ud af det. Især hvis der er en rar kordegn for enden af min telefon.

Vi er blevet HEVET igennem alt hvad der har med fødsel, dåb, navneændringer etc etc. Og det kører. Sidder nu og bander over at der ikke er flere timer/dage afsat til faget her. For jeg er endelig begyndt at fatte hvad det er vi sidder med.

…

“JACKPOT!!!!”

Flere af os er ved at få styr på DNK og håndteringen af programmet. Folk ændrer navne på vores befaling, de får børn, blicver gift og ændrer navne i dagens anledning. Nøj hvor det kører.

Vores underviser cirkulerer rundt og ser efter dem, der bander. Som regel er det fordi der er trykket på en forkert knap - fejl 40 er ganske udbredt her.

Vi bliver introduceret for alverdens pudsige udtryk - “dødsfald fortrudt” fx, hvis der er nødvielser, der først bliver registreret efter man har slået brud/brudgom behørigt ihjel. Af hensynet til arvelove etc, SKAL vielser registreres, også selvom den ene halvdel af brudeparret dør få timer senere - og somme tider bliver dødsanmeldelsen ekspederet hurtigere end vielsesanmeldelsen (hvis vielsen fx foregår på et hospice)

Men hold kæft hvor er man smadret efter sådan en dag. Har siddet og gloet i en skærm i 7 timer, følt at tiden er fløjet og kunne klokken 15 ikke forstå at jeg a) var så bombet b) har følt at vi stadig var først på formiddagen.

Jeg kan godt se hvad det dér kordegneri skal gøre godt for og jeg kan godt se det fornuftige i at vi får en indføring, man jeg kan blive afsindigt træt i hovedet ved tanken om hvor meget en inkompetent underviser har sinket os i undervisningen og jeg synes at det er til grin at vi skal sidde som ansvarlige for kirkebogsføringen, når den vi er ansvarlig for er meget meget bedre uddannet end os. Tak og lov for at det ikke er os, der fører det officielle tilsyn.

Ingen kommentarer